photo 13b368b6-584c-426e-bd25-e5a5dfd1713d_zps8f6zygor.jpg

Velkommen til Confession Copenhagen – en livsstilsblog med fokus på inspiration til interiør, boligindretning, en livsstil i balance og rejser; mine bekendelser og tanker om en hverdag som studerende i København.

Idéen til bloggen kommer af, at jeg selv finder meget inspiration i at læse forskellige blogs. Jeg ser bloggen som et univers, hvor jeg har mulighed for at dele nogle af mine tanker og interesser.

Hvem er jeg?
Jeg hedder Marie-Louise og er 22 år gammel. Jeg bor på Nørrebro i København med min kæreste gennem snart tre år, og til hverdag læser jeg en bachelor på CBS: Interkulturel Markedskommunikation med spansk som linjefag. I øjeblikket forbereder jeg mig til en spansk eksamen – den sidste eksamen inden bacheloropgaven. Samtidig er jeg gået i gang med min bacheloropgave, som omhandler virksomheders brug af sociale medier som markedsføringsredskaber – det er her min interesse ligger. Til efteråret planlægger jeg at starte på kandidaten Cand.Merc.Kom.

I indretningen af mit hjem elsker jeg den nordiske, lyse stil og har en forkærlighed for danske designer brands. Der vil på bloggen derfor primært være inspiration til at indrette sig efter dette samt billeder fra mit eget hjem, hvor jeg gerne kombinerer nyt design med genbrugsfund og kreative DIY-projekter. Derudover elsker jeg at eksperimentere med nye opskrifter i køkkenet, og jeg prøver gerne at lave sunde snacks, når trangen til det søde melder sig. Der vil derfor også være opskrifter (både sunde og mindre sunde) at finde på bloggen. Når det passer ind i min hverdag, elsker jeg at rejse ud i verden og gå på opdagelse! Bloggen vil derfor også bære præg af dette.

Jeg håber, at i har lyst til at læse med 🙂

Kærlig hilsen
Marie-Louise