Det er efterhånden længe siden, jeg har været aktiv herinde. I mellemtiden er der sket en masse. Som jeg tidligere har skrevet om, har min kæreste og jeg været på boligjagt hen over sommeren, da vi skulle være ude af vores lejlighed den 01.09. Vi var ude at se på en del lejligheder, og bød også på flere af dem – vi havde endda en advokat inde over til den ene, så vi bare skulle sætte vores underskrift – men med det sindsyge københavnske boligmarked, skulle det altså ikke være lige nu..

Da vi var på sommerferie i Spanien i august havde min kæreste en jobsamtale, og da han fik jobbet, så vi muligheden for at blive udfordret på en ny måde ved at flytte noget tid til Spanien. Så her er vi nu 🙂 Den 07.09 startede Tobias på nyt job i Benalmadena, og jeg tog herned for en uge siden, den 20.09, så jeg lige kunne være med til studiestart på Cand.Merc.kom.

Det er lidt uvant for os at være her, når det ikke er for at holde ferie, så vi er ved at finde ud af at få en hverdag til at fungere, hvor Tobias arbejder 30 timer om ugen samt skal følge to fag på HF Flex, og jeg skal følge med på 1. semester af min kandidatuddannelse. Jeg håber at kunne finde et (frivilligt) job ved siden af for at kunne få noget relevant erhvervserfaring, så vi ikke bare “spilder” tiden hernede. 🙂

Nu er der gået en uge, siden jeg kom herned, og det har været en dejlig én af slagsen. Nye omgivelser, nye rutiner og en ny spændende hverdag i sydens sol.

 photo photo-6 kopi_zpswblt3izs.jpg

Bl.a. har jeg drukket hjemmelavet iskaffe med dulce de leche a la GRØD – SÅ lækkert! Jeg har løbet mandag, onsdag og fredag morgen, 15 km i alt, hvorefter jeg har nydt min frokost på tagterrassen inden lektielæsning.

 photo 34e16295-7d4b-4f1a-b4a1-dd88032d14c6_zps3qp4c5cg.jpg

Jeg har også været på det lokale marked for at købe krydderurter og planter til lejligheden for at gøre den lidt hyggelig.

 photo c68aad92-d62e-4633-9a9b-8e7ad5e6ebc9_zpswehdaue0.jpg

I fredags overraskede jeg T med hjemmelavede sliders med kikærtebøf/oksebøf og hjemmelavede fritter med aioli dip. Det var et hit! Og i går, søndag, fejrede vi T’s 26 års fødselsdag med lækker brunch bestående af bananpandekager toppet med dulce de leche, mørk chokolade og friske figner samt scrambled egg, bacon, friske tomater og basilikum med friskpresset appelsinjuice til. Aftensmaden indtog vi på Olivia’s, hvor jeg fik lækker (!!) portobello risotto og han fik lam.

 photo 3bd671da-da09-48cc-b476-57e0d71721a1_zps2ydvxm4k.jpg
 photo 4_zpslwj1cwl2.jpg

Fremover vil bloggen selvfølgelig bære præg af, at jeg nu bor i Spanien – en københavners beretninger om at være udenlandsdansker. Jeg håber, i har lyst til at følge med 🙂